©  Foto:

Aalestrup - Cyklernes by

For både cyklister og turister byder Aalestrup på rig mulighed af oplevelser, restauranter og overnatningssteder.

Udvalgte oplevelser:

  • Danmarks Cykelmuseum (Borgergade 10)
  • Den Jydske Rosenpark (Nygade 18 C)
  • Simested Å
  • Aalestrup Idrætscenter og Friluftsbad (Skolevænget 17B)

 

Historien om Aalestrup

Byen Aalestrup går under flere navne; 'cykelbyen' og 'Rosernes by'.

Aalestrup ligger i det sydvestlige Himmerland, 28 km nord for Viborg og 12 km syd for Aars. Når man kommer til byen, bliver man budt velkommen af Aalestrups vartegn, nemlig en kæmpe cykelskulptur, nærmere en væltepeter, som er fem og en halv meter høj. Som tegn på den anden del- Rosernes By - vil den opmærksomme se, en buket roser i cykelkurven og rundt om i rundkørslen er der blevet plantet roser. 

I byen finder du Danmarks cykelmuseum, cykelmuseet er det eneste museum i Norden, der detaljeret behandler cyklernes tekniske udvikling gennem tiden. Museet er indrettet i en bygning, der blev opført i 1921 som direktørbolig til cykelfabrikken "Jyden". Den store villa hvor museet ligger, går for at være en af de smukkeste bygninger i Aalestrup. På cykelmuseet finder man mange klenodier, bl.a. Kong Frederik og Dronning Ingrids cykler fra Jagthytten i Trend. Derudover kan man også se ”Fru Møhges” kørestol fra Matador. 

Aalestrup byder på en hyggelig forretningsgade med flotte torve og en bypark, hvor der er mulighed for et lille pusterum. Aalestrups kirke er en af kommunens nyeste kirker, opført i 1907, men da fundamentet var for dårligt på den første kirke, og der begyndte at slå revner i muren. I sommeren 1988 blev kirken udsat for en brand, hvorved der skete en stor indvendig skade. Kirken blev genindviet Skærtorsdag i 1989.  

I Aalestrup ligger Den Jydske Rosenpark, som er historien om det hyggelige lystanlæg i stationsbyen, der voksede sig stor og flot og blev Danmarks nationale rosenpark. I årerne der er gået siden da, er Den Jydske Rosenpark stadig byens stolthed og sammen med Danmarks Cykelmuseum er rosenparken centrum for mange turisters besøg, når turen går til det smukke Himmerland. Den Jydske Rosenpark ligger i smukke omgivelser ned til Simested Ådal, og således kan de mange betagende roser ikke få flottere udstillingsramme. I forbindelse med at parken havde 40-års jubilæum i 2007, fik Den Jydske Rosenpark, gennem parkens rosenleverandør Gadstrup Planteskole udviklet sin helt egen rose kaldet ”Aalestrup Rosen”. Rosen bliver meget beundret for dens flotte udseende og dejlige farver. 

Simested Å er et af Danmarks bedste vandløb med havørreder, og er kendt for sin berømte stamme af særligt store, selvreproducerende havørreder. Åen er omkring 50 km. lang og er 3-8 m bred med moderat til god strøm, det er et rent vandløb med mange slyngninger og dybe huller. Åen ligger i smukke omgivelser med eng og uopdyrkede arealer. 

Knap 10 km fra Aalestrup ligger Den Gamle Foderstof, som er en café, ismejeri og ostebutik beliggende i Gedsted. Den Gamle Foderstof er en unik, skæv og gammel bygning, der emmer af historie, som fortsat fortælles gennem indretningen og betjeningen. Bygningen har oprindeligt været brugt til distribution af korn og foderstoffer, derfor har Den Gamle Foderstof fået netop det navn. 

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish