
Ertebølleruten - 49 km: Hvalpsund - Aggersund
Cykelturen gennem Vesthimmerland går langs Limfjordens kystlandskab. Ruten kan også vandres.
I Myrhøj Plantage og ude i Skovbakker ved Hvalpsund er der primitive lejrpladser med gratis overnatning.
I den 20 meter høje kystklint ved Ertebølle Hoved ses en is-oppresset flage, bestående af moler og askelag. Aftryk af småfisk, eller planter og insekter skyllet ud fra det nærliggende fastland, er ikke ualmindelige. Fossilerne fortæller om et subtropisk klima. De mørke lag i klinten består af vulkansk aske, og hvert lag svarer til et vulkanudbrud.
Køkkenmøddingerne ved Ertebølle stammer fra jægerstenalderen 5.200 til 4.000 f. k. Stranden og fjordens forekomster af fisk, muslinger og fugle udgjorde en del af livsgrundlaget. Limfjorden var i stenalderen åben ud mod Nordsøen. Strømmen og tidevandet var langt kraftigere end i dag.
Louns Halvøen er et fredet område med vandrestier langs stranden eller i bakkerne. Færgehavnen og Lystbådehavnen i Hvalpsund tiltrækker et stort internationalt publikum med sine faciliteter.
Langs stien er der flere muligheder for overnatning. Campingpladser, privat overnatning.