I byen er der blandt andet både håndbold, fodbold, badminton, løbeklub og gymnastik og en biavlerforening – så det at mødes på kryds og tværs i byen vægtes højt.
I 2018 sørgede borgerne for købmandsbutikkens overlevelse ved at købe anparter i selskabet, som nu ejer bygningen og inventaret. Dertil har en ny købmand lejet sig ind i lokalet og driver 'Min Købmand', så dagligvarehandlen stadig består i landsbyen.
Naturen omkring Vester Hornum har et kuperet terræn med både skov og bakker. Bakkerne er om sommeren dækket af utroligt smuk lyng, hvilket om vinteren visner og bliver chokoladebrunt - dertil har bakkerne i byen fået kaldenavnet 'Chokoladebakkerne'. Byens FDF-spejdere ejer området, som de derfor flittigt benytter. Desuden finder mange af byens borgere vej til bakkerne om sommeren, hvor en gåtur i den dejlige natur er helt fantastisk. Om vinteren er det byens børn, der benytter sig mest af det bakkede landskab, da det siges, at Chokoladebakkerne er de bedste kælkebakker i området.