
Ertebølle Strand Camping
Ertebølle Strand Camping er en veldrevet og rolig plads placeret få hundrede meter fra Limfjorden.
Campingpladsen er derfor omgivet af den dejligste natur med marker, hede, skov og strand til det frie aktive liv. Her er det oplagt at udforske naturen – især da der er mange ruter og stier at begå sig ud på. Fra campingpladsen er der bl.a. tre forskellige løbe- og gåruter, afmærket med hver sin farve på 3, 6 og 10 km. Ved Limfjorden kan man snorkle, svømme, bade eller bare gå på opdagelse og finde søpindsvin og fossiler, der er millioner år gamle. I skrænten kan ses jordlag fra Istiden, bl.a. askelag fra vulkaner i udbrud for mere end 10.000 år siden. Hvad der kendetegner området bedst er stenalderen, da den historiske Ertebølle har sin oprindelse i ”Ertebøllekulturen”. Derfor er et oplagt besøg også på Stenaldercenteret når man er i området.
Ertebølle Strand har to badebroer, hvor familien kan dase og plaske rundt på de dejlige sommerdage. Desuden er det også her hvor dykning og især snorkling, samt wind- og kitesurfing er et hit. Helt idéelt er også fiskeri direkte fra kysten ved Ertebølle, hvor man bl.a. kan nyde høje strandklinter på sin fisketur. Er man til lidt mere aktiv udfordring er der bl.a. mountainbike ruter at finde i Uhrehøje Plantage, der ligger tæt på pladsen.
Ertebølle Strand Camping ønsker, at campingpladsen skal være rammen om vellykkede ferier med afslapning, aktiviteter og oplevelser med børnene i centrum. Børn i små størrelser lærer hurtigt campingpladsen at kende, og finder let hjem igen til teltet, hytten eller campingvognen. Det er dog muligt med forsinkelser, da der er mange børn at lege med.
Pladsen byder på swimmingpool med solsenge, kæmpe legeplads med hoppepuder, trampoliner, klatreborg og meget mere. Campingpladsen byder også på butik med et stort udvalg i morgenbrød, gammeldags isvafler og kioskvarer. Den nye Pandekage Café, som åbnede i 2018 og et orangeri danner rammen om hyggelige måltider.
Her er gæster med hunde også meget velkomne. Masser af lufte-muligheder. I informationen kan man få inspiration til gå-, løbe-, cykel- og bilture, hvor der også er brochurer at hente for det meste af Himmerlands Vestkyst som område. Handel, spisning, kunst og museer kan findes i Farsø - kun 12 km kørsel fra pladsen. Desuden kan man også finde feriecenteret Landal GreenParks i Rønbjerg kun 8 km derfra, hvor man kan komme i tropisk vandland, bowlingcenter eller andet.
På campingpladsen er der store enheder, alle med strøm samt hyggeligt teltområde med bålplads. Herudover er der udlejning af 25 m2 kvalitets hytter og campingvogne på dags- og ugebasis. Store flotte luksushytter til udlejning med bad og toilet, samt campingvogne og små hytter. Desuden er det også muligt at udleje pladsens gildesal med plads op mod 150 gæster.